

Mange iværksættere går med en drøm i maven om at starte egen webshop, men det kan være svært at komme i gang. For mange er alene det af finde et produkt en kæmpe udfordring, for stort set alt kan handles online. Derfor har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du bedst vælger, hvad du skal sælge.
Nicheprodukter kan være en fordel
For mange nye webshops kan nicheprodukter være en fordel. Her tænkes der på mere eller mindre specialiserede produkter, som henvender sig til en bestemt kundegruppe.
Grunden, til at nicheprodukter kan være en fordel, er at der er færre konkurrenter. Derudover vil nichen også gøre dig i stand til at lave markedsføring, som er super målrettet. Dette giver pote hos mange og sikrer, at du kan se høje konverteringsrater på markedsføringen.
Det er imidlertid en balancegang at afgrænse en niche. Den må ikke være for stor, og den må ikke være for lille. Når det er sagt, så kan man sagtens finde den rette balance med en smule sund fornuft.
En sidste fordel ved et nicheprodukt er naturligvis også, at det er nemt at komme i gang, og at du ikke behøver have et kæmpe lager.
Interesse skinner igennem
Dine personlige interesser er også vigtige i forhold til at vælge et produkt. Hvis du er passioneret om det, som du sælger, så vil dine kunder mærke det. Dette er en kæmpe fordel og åbner også op for et væld af nye markedsføringsmuligheder. Blogging er et godt eksempel på et område, som kræver passion for rigtig at tage fart. Alle kan sætte sig ned og skrive blogindlæg, men hvis de ikke skriver med passion og interesse, så gider brugerne ikke læse dem.
En sidste fordel ved at vælge produkt ud fra interesser er også, at projektet ikke vil kede dig. Du kan sagtens risikere, at der går lang tid, før der for alvor kommer gang i webshoppens omsætning. Af samme grund er der mange webshops, der lukker indenfor det første år. Med andre ord kan det være guld værd, hvis du brænder for dit produkt og virkelig tror på det. Der vil være masser af udfordringer på vejen, så du har behov for alt den motivation, som du kan få.
Let og dyrt
De fleste webshops sender pakker ud til deres kunder. Dette bør du også påtænke, når du vælger produkt. Det ideelle produkt for dig er både let og dyrt.
Dermed er det billigt at sende, og der går ikke mange penge på fragt. Omvendt er billige og tunge produkter oftest en dårlig forretning, da det er sværere at skabe overskud.
Leave a Reply